Forhøret, første sæson

2½ ud af 5 døde døtre

Hvis man er teatertosset, er det da muligt, man kan få noget positivt ud af otte enaktere på hver godt tyve minutter fyldt med snak, snak, snak, som lige så godt kunne have været opført på en intimscene. Denne tv-krimi har med andre ord ikke særlig meget til fælles med de serier, vi er vant til at se, bortset fra at kameraarbejdet er til UG. Afsnittene foregår på ét (hver gang nyt) sted med Ulrich Thomsen og en gæsteskuespiller og kunne meget nemt overføres til en teaterscene med otte forskellige kulisser. Der er ufattelig meget overflødig dialog, som bremser dynamikken, og det hele kunne (burde?) sagtens klippes ned til en tv-film på 50 minutter. Jeg var ellers meget begejstret for første afsnit, hvor politimanden Ulrich Thomsen får at vide, at hans datter er død og meget overbevisende kører gennem hele følelsesregisteret. Men stille og roligt begyndte jeg at kede mig og spekulere over, hvad det egentlig var, jeg så, og da jeg nåede afsnit 6, var jeg kørt fast og måtte tvinge mig selv til at se resten. Historien skal forestille at være en whodunit, for Thomsen nægter at tro, datteren som påstået har begået selvmord, og derefter følger otte afhøringer af involverede personer, så serien burde ret beset hedde “Forhørene”. Historien er konstrueret og utroværdig, og selv om det er nogle af Danmarks bedste skuespillere der deltager, og alle spiller røven ud af bukserne, forventer jeg ikke et teaterstykke a la Ibsen, når jeg skal se en krimi ─ endda et, hvor hver akt absolut skal vare 20 minutter, og dialogen derfor trækkes ud til ulidelighed.
Der er lavet en sæson til, som er bygget op efter samme fjollede recept, og den kommer jeg ikke til at se.