Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Niels Søndergaard
Tre små kinesere
696 sider
Totaltekst


Det kræver talent at håndtere en murstensroman. Det kræver mod og noget at byde på . Enten er den umulig at komme igennem, eller også bliver det helt umuligt for forfatteren at følge op med en 2er. Eller også er det for tydeligt, den næsten udelukkende er udgivet for forfatterens og familiens egen skyld. Vi må sige, at alle betænkelighederne bliver gjort til skamme efter gennemlæsning af denne herlige roman. 


Vi vil glæde os til at læse nye udgivelser fra Niels Søndergaard.
Først skal vi dog læse den her en gang eller to mere for at få det hele med.

 

Bogen er virkelig sjov, indsigtsfuld, spændende og med så mange plots og delplots, at vi ikke sådan lige i læseposition kan komme i tanker om noget lignende. Skulle vi endelig lade bogen lægge sig op mod noget, bliver det den svenske forfatter Jonas Jonasson.

Dialogerne er stramme og velkomponerede og er en direkte afspejling af et problemfrit talesprog.

Har du lyst til at set slottet.
Det ser fint ud herfra.
Jeg mener indefra.
Nej tak. I´m really not into that old stuff.
De danske kronjuveler er derinde.
Good for them.

 

Om en episode ved Rosenborg Slot i Kongens Have.

Eller hvad med den her:

Hvad skete der med den døde hund?
Mai sendte den til kremering.
Hvem er Mai.
Min datter.
Hvordan gør man det i praksis.
Ligesom med mennesker. Man futter dem af.


Så er det sagt. Og naturligvis kan en bog på næsten 700 sider ikke stå sig alene ved rappe replikker. Der skal også hældes noget tyngde, underholdning og mening på. 

 

Og det er der bestemt. Der er ingen tvivl om, at forfatteren, en professionel oversætter, har talentet til det hele, og som i den grad har hygget sig med at skrive bogen og finde på. MEN, han har fundet på i en grad, så vi som læsere føler os i godt selskab, og det er en af de første, meget tykke bøger, vi har læst i nyere tid, hvor vi har ærgret os over, at vi skulle tage afsked med personerne.

Vi er på på Højbro Plads i det indre København. En blind, mørk jazzmusiker har tilsyneladende begået selvmord i en lejlighed. Politiassistent Charlotte Lund anser det for en rutinesag. Men det får en anden drejning, idet hun netop den dag har en ledsager med, en vordende kriminalforfatter der finder mistænkelige ting ved det hele. 

Og så kan det nok være, at der bliver skruet op for blusset i både persongalleri og handling, der fører os både til det fra medierne så kendte Refshaleøen, til Patologisk Institut, til området omkring Ørstedsparken og Nørre Voldgade og så også nogle tankemæssige smutture tilbage til Nixon, Kissinger og Vietnamkrigen og Jack Lemmon i Ingen er Fuldkommen – for at få det historiske perspektiv med.

Har mordet en sammenhæng med storpolitik?

Bogen har korte kapitler, til gengæld er der mange af dem, 129 ialt plus epilog og efterskrift. Men giv dig bare i kast med bogen. Du vil føle dig godt underholdt. 

 
 
 

Tre små kinesere gør gaderne i København usikre (men meget underholdende)

 Kultur/Bøgeraf 
 
ANMELDELSE // KRIMI – Vi starter med et mord på side 1, og vi er stadig ved at tørre blod op på side 696. Med en genre-aficionado som guide spurter handlingen gennem Københavns indre by, de nordlige forstæder og Sydøstasiens jungle med referencer til alt fra Arthur Conan Doyle til Quentin Tarantino. Niels Søndergaard slipper i den grad tre små kinesere løs på Højbro Plads
 
Den største anke må nok være, at jeg nu har den forbandede børnesang på hjernen. Det er – som i enhver god whodunnit – en afledningsmanøvre. Spørgsmålet er nemlig, om du kan kende forskel på kinesere, japanere, vietnamesere og så videre. Så vi hopper glad og gerne på den.
 

Tre små kinesere og andre klicheer

Tre små kinesere er først og fremmest en underholdende leg. Vi får serveret et mundvandsfremkaldende smørrebrødsbord af populærkulturens klicheer:

Politifolk med krigstraumer. En lam, kørestolsbunden superhacker (ovenikøbet med eksotiske kæledyr i den parklignende have). Sværdsvingende, tatoverede kvinder. Hæveautomatkameraer, der kan hackes. Skumle agenter fra FBI, Mossad, FET, PET, og hvad ved jeg. Gamle lejesoldater. Amoralske advokater. Fotomodeller i miniskørt og stiletter. Intern konkurrence mellem politiets afdelinger. Rapkæftede cykelbude …

Nåh nej – cykeltaxichauffører. Det er 2013.

Mille vil gerne finde et mysterium, og da hun lige nu arbejder hos en krimiantikvar med nærmest encyklopædisk indsigt i genren, har hun masser af bud på ”mord begået i et lukket rum”

Hvis vi ser bort fra adskillige underholdende sidehistorier, der aldrig – aldrig – er med bare som fyld, men for at levere baggrundsinformation eller motivation for figurerne i hovedplottet, handler det om mordet på en blind, afroamerikansk jazzmusiker i en lejlighed i Bispestræde. På hjørnet af Højbro Plads.

Var det mord?

Det vil sige: vi ved, at det er mord, men det forekommer at være et selvmord, fordi den myrdede findes i en lejlighed, der er låst indefra. Hængt fra en krog i loftet. En væltet trappestige på gulvet ved siden af. Politiet ville næppe have gjort mere ud af det, hvis det ikke havde været for Mille Madsen.

Mille er tidligere fotomodel, tidligere forlagsredaktør (med en tendens til at rette folks sprog) og nu aspirerende krimiforfatter. Hun bliver føl for kriminalassistenten Charlotte N. Lund – kaldet Charlie – som skal holde lav profil, fordi boulevardpressen er ude efter hende efter en ret voldsom anholdelse af en person af anden etnisk herkomst.

Det er i-sengen-før-søvnen-venligt

Charlie vil vise normal politiprocedure. Mille vil gerne finde et mysterium, og da hun lige nu arbejder hos en krimiantikvar med nærmest encyklopædisk indsigt i genren, har hun masser af bud på ”mord begået i et lukket rum”.

Whodunnit, who did it, hvem gjorde det

Vi bliver selvfølgelig holdt på pinebænken med hensyn til, hvem morderen er. Selv om vi nok hurtigt får en mistanke. Men vi skal jo også lige finde ud af hvordan og hvorfor. Morderen holder dygtigt alle for nar med sine undvigemanøvrer og falske spor. Det er i øvrigt heller ikke det, der gør Tre små kinesere så underholdende.

Det sjove er, at vi føler os som medvidere til en intern joke. Det er altid morsomt at se noget forklaret, som vi allerede havde regnet ud for to sider siden. Eller nogle gange få forklaret, hvorfor det, vi anså for indlysende for fem sider siden, alligevel bare var en illusion.

Den lange historie (696 sider – og faktisk over 1.000 normalsider) er brudt op i korte og endnu kortere kapitler. Det er i-sengen-før-søvnen-venligt. Alle er forsynet med en filmtitel. Danske filmtitler, vel at mærke. Det er altid en reference til noget i kapitlet – nogle gange ligetil, andre gange temmelig kringlet.

I sporet på forfatteren og Tre små kinesere

Det er ret sjovt. Samtidig er det en nøgle til at forstå, at Tre små kinesere er proppet med de nævnte popkulturelle referencer. Du får lyst til at lede.

Skulle nogen have lyst til at gå i fodsporene på Mille og Charlie – med eller uden stiletter – så lader det sig sagtens gøre. Har Niels Søndergaard gået gaderne igennem med stopur og målt, hvor lang tid en taxi er om at komme fra Nørrebros Runddel til Højbro Plads – med trafikpropper? Måske. Det er heller ikke vigtigt i detaljen.

Han har øre for sociolekter, altså det der afslører vores sociale baggrund og tilhørsforhold til forskellige generationer

Pointen er, at vi som læsere er overbeviste om, at det, vi læser, rent faktisk kan lade sig gøre. At nogle mordere simpelthen er så udspekulerede, at det ikke bliver en politirapport om afstumpet vold, men en dyst mellem skarpe hjerner og med brug af den nyeste kriminaltekniske knowhow. Og en kilde til en intellektuelt pirrende kriminalroman.

Krimigåder og sproglige finter

Niels Søndergaard har i en menneskealder været en af vores fornemste oversættere af alt fra tegneserier, film og tv til fantasy og science fiction-klassikere som Klit og Ringverden. Det kan godt læses her i hans romandebut.

Niels Søndergaard har i en menneskealder oversat film, tv-serier, tegneserier og romaner og har nu kastet sig over forfattergerningen  – et par tegneserier og nu krimien Tre små kinesere

Figurerne referer hele tiden til detektivromaner og populære film og demonstrerer, hvordan man kan gå galt i byen, når folk ikke har de samme referencer. Indimellem fornemmer man også tydeligt sprogmenneskets harceleren over vores generelle sprogsjusk. Og oversætterens over vores uopfindsomme brug af anglicismer.

De sproglige finter er forførende. Niels skifter mellem fortællere og dermed synspunkt. Han har øre for sociolekter, altså det der afslører vores sociale baggrund og tilhørsforhold til forskellige generationer. Der skal også noget til for at skabe allitterationen ”rindalister, terrorister og rotter” (sig det højt).

Spørgsmålet er ikke, om den smukke unge kvinde går alene ind i det mørke rum, hvor vi ved morderen venter med et helt arsenal af dødbringende våben, men at komme med en plausibel forklaring på, hvorfor hun gør noget så indlysende idiotisk og farligt

På skrift virker mændenes smarte scorereplikker til gengæld ualmindeligt fladpandede. Men ikke urealistiske.

Nul Nordic Noir

Nogle vil måske finde det som en svaghed, at persontegningen ikke er specielt dyb. Nok er hovedpersonerne enlige (ensomme?) og traumatiserede, men Niels Søndergaard lægger tydeligvis afstand til Nordic Noir, Femikrimien og al den svælgen i socialrealisme, delebørn og svære forældrerelationer.

Der er smæk for skillingerne, blodet sprøjter, kuglerne fløjter, og der er kun lige et par sætninger til overs til en hyrdetime eller to. Til gengæld er der ingen løse ender. Genrekonventionerne overholdes, og det er hele pointen.

Spørgsmålet er ikke, om den smukke unge kvinde går alene ind i det mørke rum, hvor vi ved morderen venter med et helt arsenal af dødbringende våben, men at komme med en plausibel forklaring på, hvorfor hun gør noget så indlysende idiotisk og farligt. I vore mobil-tider.

Fornøjelsen ligger i at se brikkerne falde på plads. I at vide, at intet kan løses ved, at en fjern onkel fra kolonierne kan dukke op og forklare det hele. Og alligevel bindes der sløjfe på alle tråde til sidst. Bortset fra et enkelt spor naturligvis. Vi skal jo gerne være sultne efter en fortsættelse.

Tre små kinesere er en fest for genrenørder og ordmennesker og er i øvrigt tempofyldt og underholdende. Det er mere klukkende morsomt end uhyggeligt. På sine egne præmisser fem POV stjerner værd … og en bog at sætte på din træskoliste (tænk lige over den).


LÆS ALLE STEEN BLENDSTRUPS TEKSTER HER.


Tre små kinesere, krimi af Niels Søndergaard, er udkommet som e-bog og udkommer på print (696 sider) og som lydbog (26 timer) den 12. oktober. Pris 300 kroner.

Udgivet på forlaget Totaltekst

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Lad mig være ærlig og starte med at sige, at jeg har aldrig læst en krimi som Tre små kinesere af Niels Søndergaard før. Det er en helt igennem unik oplevelse, som både byder på grin, action, interessante personer, plot-twists og masser af spænding. Det kan også siges om andre krimier, men jeg er endnu aldrig stødt på én, som introduceres sådan HER.

Politiassistent Charlotte Lund, kaldet Charlie, er blevet sat i skammekrogen efter en lidt for offentlig anholdelse af en mistænkt. Hun får til opgave at vise tidligere model og kommende forfatter, Mille Madsen, rundt på politigården og fortælle om det daglige arbejde.

I den forbindelse tager hun Mille med ud til et selvmord. En blind, afroamerikansk jazzmusiker er blevet fundet død i en lejlighed på Højbro Plads. Han har tilsyneladende hængt sig, og eftersom lejligheden var lukket og låst indefra, er Charlie egentlig ikke i tvivl om, at her er tale om et selvmord.

Men det tror Mille ikke på. Hvorfor er musikeren f.eks. iført dame-solbriller? Hvor er hans førerhund henne? Og hvorfor myldrer det med kinesere på Højbro Plads, der holder øje med lejligheden? Mille får overbevist Charlie om at undersøge sagen nærmere, og snart er de dybt involveret i en efterforskning, som ingen egentlig er interesseret i, at de udfører.

Det lyder måske som en ligetil krimi, men Niels Søndergaard løfter historien ud over det sædvanlige. F.eks er Mille vild med film og citerer glad og gerne fra dem. Men hun er ikke den eneste filmentusiast. Hvert kapitel i Tre små kinesere er en filmtitel, lige fra første kapitel Blod og jordbær til mere kendte film som En verden udenfor og Taxi Driver. Det er herligt lavet.

Sideløbende med krimiplottet krydsklippes til tråde om Milles udlejer, Sidsel, om antikvarboghandleren Stefan, om kriminalteknikeren Nick, om pølsemanden Alpermann, en amerikansk bogudgivelse, nordkoreanske diplomater og meget mere. Med næsten 700 sider skulle man tro, at de mange plottråde ville blive uoverskuelige og kedelige, men Søndergaard har styr på det. Alt samles op, og undervejs fortælles med så stor viden og underliggende humor, at det er uhyre svært at lægge Tre små kinesere fra sig igen.

Den hæsblæsende slutning, der involverer både metal-koncert, Kandis-fans, cykel-taxa og bedstemor-bil, efterfølges af en epilog, som åbner døren på klem for en efterfølger. Tre små kinesere er da også første bind i en planlagt trilogi, og jeg ser allerede nu frem til fortsættelsen.

Så har du lyst til at læse en finurlig, velskrevet og vildt underholdende krimi, der blander action med who-dunnit og krydrer med romantik og en herlig humoristisk tone, så søg ikke længere. Jeg er i hvert fald fan.

Uddrag af bogen:

Mille slog ud med armene. “Hvordan skulle en blind amerikaner vide, at der er kroge i loftet i gamle danske huse?”

“Fordi der sikkert også er det i gamle amerikanske huse,” sagde Charlie. Det begyndte at føles som en tennismatch mellem Williams og Wozniacki.

“Hvorfor er gardinerne så trukket for?” spurgte Mille. “En blind mand ville da aldrig trække gardiner for!”

Svisj. Klask.

“Han har vel tænkt, at nogen kunne se hængningen og slå alarm,” sagde. Charlie. “Han har ikke ønsket at blive reddet og leve videre som grøntsag.”

Svisj. Klask.

Mille fangede bolden og smashede hårdt. “Hvor er hunden?” spurgte hun.

Charlie sænkede sin imaginære ketsjer. “Hvad for en hund?”

Mille slog triumferende ud med hånden. “Der har været en hund her! Han havde en førerhund!” (side 107-108)

Reklame: Tak til forlaget Total Tekst der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tre små kinesere:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Total Tekst, 696 sider
Forside: Duzulek / Niels Søndergaard

 

Tre små kinesere

 

Hvis du nogensinde har overvejet, hvordan en dansk krimi skrevet af mestermanuskriptforfatteren Shane Black ville se ud, så har du svaret i form af Tre små kinesere. Muligvis den mest underholdende roman, du kommer til at læse i 2020!

Her har vi rendyrket krimiramasjang til unge og gamle, drenge og piger, mænd og kvinder. Forlaget præsenterer bogen på følgende måde:

“København, sommeren 2013. En blind sort jazzmusiker har tilsyneladende begået selvmord i en hermetisk lukket lejlighed på Højbro Plads. Politiassistent Charlotte Lund anser det for en rutinesag, men hendes påtvungne ledsager, den vordende kriminalforfatter Mille Madsen, vejrer foul play.

For hvorfor var den døde mand iført damebriller, og hvorfor udspioneres lejligheden af tre østasiater? Den kringlede sag viser sig at have rødder tilbage til Vietnamkrigen, og et romantisk møde og endnu et mord sætter yderligere skub i handlingen, der kulminerer under en rockfestival på Refshaleøen.”

En dygtig plotsnedker

Det lyder ganske kompliceret. Og det er det sådan set også. Men når forfatteren er så dygtig en plotsnedker, som det er tilfældet med Tre små kinesere, så bliver det aldrig rodet eller ufokuseret. Faktisk det modsatte.

Det er en fornøjelse at læse en roman, hvor der er kælet så meget for plottet, som det er tilfældet her. Intet er ladt tilbage til tilfældighederne, alt er timet og tilrettelagt.

Så kigger man på romanens længde. 696 sider med lille skrift. Altså det man kan betegne som en stor røvfuld tekst. “Er den ikke for lang?” spøger du så. Svaret er et rungende NEJ; et nej, der kan høres helt ned i Morias miner. Forfatteren hiver dig ind, og du er fanget fra det første spæde bogstav til det sidste stærke punktum.

Shane Black møder Agatha Christie

Der er tale om en fremragende spændingsroman. Shane Black møder Agatha Christie og et hav af andre klassiske krimiforfattere. Det lukkede rum, efterforskning, kærlighed, humor, action og spandevis af vold og overraskelser.

Plottet er elementært spændende, meta-lagene fremragende udtænkt, karaktererne vedkommende og sproget forfriskende og levende og fyldt med referencer til populærkulturen. Som her:

“Så masede hun sig frem til den skæggede dørvogter, der med gandalfsk myndighed hævede hånden imod hende. You shall not pass! tænkte hun og ledte efter sit politiskilt i lommen.”

Desuden har de 129 kapitler titler som “En verden udenfor”, “Resten af dagen”, “Kispus” og “Cocktail”. En herlig lille meta-leg for filmkenderne – og det skal siges, at alle kapiteltitlerne faktisk dækker over noget, der sker i de pågældende kapitler.

Neglebidende spænding

Men det er ikke bare en metaleg. Nej, der er også smæk for skillingen, drabelige scener og neglebidende suspense/spænding. Hør blot her:

“Langsomt og med en sagte skraben trak hun den måske ti centimeter hen imod sig, før hun fjernede benet, bøjede sig frem for at tage hårnålen med hånden – og stivnede. Der lød trin på trappen.”

Ja, jeg lover jer, at I mellem grinene og alle referencerne til andre værker kommer til at mærke sveden og hjertet, der banker. For det er spændende sager, og man kommer til at holde af personerne – hvilket er en stor bedrift, når man taler om ramasjang, men her har forfatteren ramt en fornem dosering af virkemidlerne.

Mød Niels Søndergaard – I kender hans ord

Bogens forfatter er Niels Søndergaard. Det er Søndergaards debut som romanforfatter, men de fleste af jer kender Søndergaards ord.

Ud over at have oversat og tekstet et utal af spillefilm, har Søndergaard også oversat mange hyldemeter af tegneserier, fra Jeremiah til Tintin, og han har oversat romaner af forfattere som Stephen King og Frank Herbert.

Så der er tale om en forfatter, der kender genrekonventionerne, en forfatter, der har et godt greb om dialoger og en forfatter, der har et mål om at skabe underholdning og IKKE kunst. At et godt plot og en legende tilgang til sproget godt kan være kunst er jo så en helt anden diskussion. Men jeg tror, at I forstår, hvad jeg mener.

Alt i alt er Tre små kinesere en både intelligent, filmisk og meget veloplagt roman, der ikke er én side for lang. Der er, på trods af omfanget og mængden af bogstaver på papiret, skåret ind til benet.

Den er til jer, der godt kan lide en underholdningsroman, og til jer, der godt kan lide jeres dialoger skarpe og jeres plots underfundige og overraskende. Og så er den til jer, der måske er trætte af “Nordic noir”, men som elsker den klassiske krimi i moderne klæder.

Tre små kinere kan læses af både mænd og kvinder, og det er altså sundt at læse, bare som et lille afbræk i tv-serierne, filmene og computerspillene.

Og hvis man ikke kan få nok, så frygt ikke – Tre små kinere er kun den første del i en planlagt trilogi!

Læs den!

Køb den, lån den eller hvad du nu plejer at gøre. Men lov mig én ting: Læs den!

Og så giver jeg på falderebet ordet til en af romanens karakterer. Om hun hentyder til en person i fiktionens univers, eller måske til forfatteren af bogen, vil jeg ikke røbe her:

“Jeg fornemmer, han skjuler noget for os”, sagde hun.

Det eneste jeg IKKE kan skjule, er min glæde for bogen. Jeg lover jer, at I ikke bliver skuffede, hvis I indløser billet til Søndergaards spektakulære forlystelsespark. En forlystelsespark der består af et fremragende plot, spændende karakterer og en herlig leg med det danske sprog.

Titel: Tre små kinesere
Forfatter: Niels Søndergaard
Forlag: Totaltekst
Format: Paperback
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 696

Anmeldt i nr. 181 | 13/11/2020

 
Bogomtale

Tre små kinesere af Niels Søndergaard. – , 2020 (dansk udgivelsesår)

Genrer: HumoristiskePolitiarbejdeStærke kvinder/femi-krimi

Denne bog foregår i: Danmark

Denne bog foregår i: København (Danmark)

Anmeldereksemplar – Et selvmord som måske er et mord. Tre kinesere som måske er nordkoreanere. En hæsblæsende fortælling, med rapt sprog og interessante karakterer
 

Den tidligere fotomodel og nuværende ansatte i et krimiantikvariat, Mille, vil skrive en krimi. Hun får kontakt til politiassistent Charlotte ’Charlie’ Lund for at få tips og tricks til romanen.
  Charlie tager Mille med ud til et selvmord, hvor en blind sort jazzmusiker er død. Men Mille undrer sig over at der hos afdød kun fandtes et par damesolbriller. At hans førerhund er væk. Og hvorfor står der tre kinesere på gaden og overvåger afdødes lejlighed?
  Charlie bliver langsomt overbevist om at Mille har ret og graver ned i sagen. Det bliver en sag der trækker tråde til Vietnamkrigen hvor der forsvandt en meget værdifuld guldstatue. Og der er tråde til den nordkoreanske efterretningstjeneste.

Samtidig med eftersøgningen af nye spor kommer Mille i nærkontakt med Nick. Han er kriminaltekniker og viser sig at være Charlies bror. Det fører Mille tættere på efterforskningen, ligesom hun også har let ved at få andre nye venner. Og derved lære nye tricks.

Samtidig med fortællingen hører vi om Milles udlejer, om Milles chef, Stefan, der ejer et krimiantikvariat. Der er masser af småhistorier om mangt om meget, men alt bruges på fineste vis senere i historien.

Det er en hæsblæsende fortælling med omdrejningspunkt i København. Der er et rapt sprog, masser af filmreferencer og i det hele taget et fint og letflydende sprog. Og plottet er også godt og interessant, som fint holder gang i handlingen.
  Der er en del klicheer i fortællingen. Politifolk med traumer. Fotomodeller i mærketøj og med de rigtige tasker. Men alt i alt er det en underholdende fortælling.

Jeg har hørt bogen på lydbog oplæst af forfatteren selv. Det krævede lidt tilvænning til forfatterens stemme og oplæsning som er lidt anderledes end jeg er vant til. Men den sidste halvdel flød let og bedre, uden for mange udbrud i oplæsningen 😉

Anmeldereksemplar – Lydbogen er tilsendt af Forlaget Totaltekst

Af Lone Pedersen (08.11.2020)

Nu må man jo ikke citere mere end ti procent af lektørudtalelsen det første halve år efter udgivelsen, så dem får I her: “Spændende krimi med et underholdende plot, som kækt låner fra en række af genrens klassiske udgivelser, og generalt har mange referencer til populærkulturen. For læsere af nyere danske krimier.”

Og det bedste: “Bør være repræsenteret hos det enkelte biblioteksvæsen.”

Se også:
Læsernes dom