Mr. Klein (1976)

4 ud af 5 forvekslede identiteter

Fascinerende film, som jeg så første gang i starten af firserne.

Året er 1942, stedet det besatte Frankrig. Robert Klein er en skrupelløs kunsthandler, der lever fedt af at købe kostbare malerier billigt af desperate jøder, som mangler penge til flugten fra nazisterne. Men en dag modtager Klein med posten en jødisk avis, og det viser sig, at en navnebror har tegnet et abonnement til ham for at skjule sin egen identitet, og nu får Klein problemer med myndighederne, der vil have ham til at bevise, at han ikke er jøde, hvilket ikke er helt så nemt, som han har regnet med. Hans liv bliver langsomt forvandlet til et kafkask mareridt, mens han forgæves prøver at bevise sin identitet og lokalisere den mand, der leger kispus med ham. Det gådefulde spil imellem dobbeltgængerne bliver mere og mere labyrintisk, indtil han til sidst er villig til at gå hele vejen til helvedes porte for at finde den anden.

Filmen er instrueret af mesteren Joseph Losey og produceret af Alain Delon, der selv spiller titelrollen i denne fængslende slowburner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *