Free Guy

4½ ud af 5 kunstige intelligenser

En dejlig film for computerspilsnørder og sikkert også for alle andre, men jeg tilhører den første gruppe og vil nødig udtale mig på vegne af den anden. Jeg kan kun sige, at jeg var fyrsteligt underholdt og har svært ved at få armene ned lige nu. Spillet, historien, effekterne og den generelle produktionsværdi er helt i top.

Hovedpersonen Guy (Ryan Reynolds) er en såkaldt NPC (Non Player Character) i et typisk multiplayer-skydespil tydeligvis inspireret af Fortnite, i hvert fald hvad spillernes såkaldte skins (udseende og kostumer) angår. NPC’erne er spillets digitale statister, som er med for at agere bots (aktive modstandere) eller bare almindelige mennesker, som foretager forudprogrammerede rutiner. Guy er ansat i en bank, som konstant bliver plyndret af spillere på bankrøvermission. For ham er det en fast procedure at lægge sig på gulvet, når røverne kommer. Men en dag dukker hans drømmepige op i skikkelse af spilleren Millies avatar kaldet Molotovgirl (Jodie Comer fra “Killing Eve”), og Guy bliver pludselig og uventet transformeret til en AI (kunstig intelligens), der kan tænke og handle selvstændigt. Hvordan det kan ske, får vi naturligvis en forklaring på, som ikke skal røbes her. Jeg vil blot sige, at det er god og forrygende feelgood-underholdning, og at man roligt kan medtage ungerne, som med garanti vil sluge løjerne råt og sikkert råbe “ismand” et par gange undervejs, for ja, det er også en romance, som foregår i begge verdener: spillet og virkeligheden.

Filmen har naturligvis en skurk, spillets producent, spillet af Taika Waititi, og Channing Tatum og Chris Evans dukker op i cameo-roller (sidstnævnte dog kun i et glimt). Der er et hav af referencer til både film og spil, og jeg skal bestemt se “Free Guy” igen for at finde alt det, jeg overså i første omgang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *