The Boys (årgang 1+2)

4½ ud af 5 kappeklædte narcissister

Hvordan ville verden se ud, hvis der virkelig fandtes superhelte? Det gav Alan Moore og Dave Gibbons et bud på allerede i 1986 med Watchmen, og nu kan Garth Ennis’ kyniske videreudvikling, The Boys, ses som miniserie på Amazon Prime. Det er reality- og selfiegenerationen, der kommer under ætsende behandling her, og det er en vild og kulørt blanding af humor, satire og grand guignol, som får Deadpool til at ligne en vandkæmmet spejderdreng. Historien ender med et overraskende twist, der lægger op til en sæson 2, så du skal endelig holde ud, selv om der tærskes langhalm på midten og serien med fordel kunne klippes ned til seks, måske syv afsnit i stedet for otte. Der er gode præstationer fra hollywoodveteraner som Elisabeth Shue, Karl Urban og Simon Pegg, men læsset trækkes af de unge. Især Erin Moriarty, der brød igennem med et brag som Mel Gibsons vanartede teenagedatter i Blood Father, fortjener stor ros, og Antony Starr brillerer som klam og slikket Superman-klon.

Addendum: Jeg har nu også set Årgang 2, som er endnu bedre end 1′eren og hiver hele molevitten ½ point op. Der er vist nok en tredje årgang på vej, og den glæder vi os til.

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *