Kastanjemanden (krimiserie i 6 afsnit)

4 ud af 5 samspilsramte socialministre

Jeg har ikke læst Søren Sveistrups bogforlæg, så jeg vil udelukkende udtale mig om dramatiseringen, og den er vellykket og spændende, og efter Peter Madsens ubådsmord kan man vel dårligt tillade sig at sige, at den slags aldrig ville ske i virkeligheden, men altså … en morder, der skærer hænder og fødder af ofrene for at få dem til at ligne kastanjefigurer, er et godt stykke ude i hampen. Det er en seriemorder-whodunit, og mange vil sikkert blive overraskede over morderens identitet, men jeg gættede den med det samme alene ud fra castingen. Og så siger jeg ikke mere.

Sveistrup er kendt fra Forbrydelsen 1, 2 og 3 på DR, og jeg hyggede mig i flere år med at finde uhyrlige plothuller i hans historier, men her er der næsten ingen, som springer direkte i øjnene, selv om jeg sagtens kan finde ting at brokke mig over med hensyn til folks mulighed for at foretage et uopdaget identitetsskifte i et land med personnumre samt det skildrede politikorps’ opbygning. Man holder til på “Politigården”, som er en lav bebyggelse i grønne omgivelser og også omfatter teknisk afdeling, der i København ligger i Ejby. Politifolkene har ingen titler, men er “efterforskere” under en “drabschef”. Man ser masser af billeder fra København, men seriens politi har intet med virkeligheden at gøre, bortset fra at de naturligvis gør, hvad politifolk forventes at gøre.

Historien er barsk og spændende, men som sagt pænt langt ude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *