Black Widow
2¾ ud af 5 sovjetiske muldvarpe
Som altid hos Marvel sidder castingen i skabet. Jeg var glad for at se Ray Winstone komme til ære og værdighed igen som hovedskurk, og det er en sand fornøjelse at overvære Scarlett Johansson og Florence Pugh i skøn skallesmækker-samdrægtighed og kropsnære outfits. Det er helt klart de to divaer, der bærer filmen i dens bedste sekvenser, selv om Rachel Weisz også er god som pigernes surrogatmor, og David Harbour gør sit bedste for at klovne sig igennem den umulige rolle som Captain Americas russiske modpart, men det middelmådige manus hjælper ham ikke. “Black Widow” skal forestille at være en actionfilm, og det er den også, men indimellem er der alt for megen snak og alt for mange kiksede forsøg på at skabe store følelser, som havde været bedre tjent med at blive skrottet og erstattet af en bedre forklaret baggrundshistorie. Filmen mangler gnist, gejst og strammere klipning, og den forventede episke slutning ender i flot, men kedeligt cgi-kaos. Epilogen lægger dog op til en fortsættelse med Florence Pugh og Jeremy Renner, som kunne blive interessant.
