Sound of Metal

4 ud af 5 høreapparater

En heavy metal-trommeslager, der har lagt sit heroinmisbrug bag sig efter at have mødt kvinden i sit liv (som han også spiller musik sammen med), begynder at miste hørelsen og satser på at få den igen ved hjælp af moderne teknologi. 

Ligesom en anden fantastisk trommeslagerfilm, Whiplash, handler Sound of Metal ikke kun om musikken, men om mennesker. Og hovedrollen som den halvdøve trommeslager varetages fornemt af Riz Ahmed, som jeg oplevede første gang i HBO’s “The Night of” (som bare skal ses!). Hans kæreste spilles af Olivia Cooke, og hendes far af Mathieu Amalric. Resten af ensemblet er stort set ukendt, men fremragende, og det samme er instruktøren Darius Marder, der altså debuterer med en oscarnominering. Ham kommer vi formentlig til se meget mere til.

Menneskene er som sagt i fokus, men en spøjs ting, jeg stort set aldrig har set (eller rettere hørt) er lydsiden, der fokuserer på hovedpersonens svigtende hørelse, således at man deltager i hans kommunikationsproblemer, når han taler med andre og ikke forstår, hvad de siger. Det er eminent lavet, og filmens titel kører ikke bare på musikgenren, men også på den kunstige lyd, han kommer til at høre efter operationen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *