Forsaken

3½ ud af 5 revolvermænd

Jeg anede ikke, at denne western fra 2015 eksisterede, før den blev vist på DR i går lige efter Deadline. Jeg blev hængende og glædeligt overrasket. Donald og Kiefer Sutherland spiller meget passende far og søn i en klassisk historie om en landsby, der er ved at blive tvangsopkøbt af en modbydelig kapitalist (Brian Cox), som har hyret en flok bevæbnede bøller for at få de modstræbende sælgere til at makke ret. Kiefer har selv engang været revolvermand, men lagt våbnene på hylden efter at have dræbt et barn ved et uheld. Dem bliver han nødt til at finde frem igen, da hans far og barndomskæresten (Demi Moore) trues af banditterne. Filmen byder også på et glædeligt gensyn med en af mine badass-favoritter, Michael Wincott, som desværre ikke rigtig får lov til at vise, hvad han kan. Men alt i alt en god film med alle de western-klicheer, man næsten kan ønske sig. Handlingen er tydeligvis planket fra “Open Range” (og dennes mange forgængere), men pyt med det. Jeg hyggede mig gevaldigt. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *