3 ud af 5 mukkerter
Vi danskere kan være stolte af Susanne Bier, som laver smukke, velspillede film og tv-serier med høj produktionsværdi, således også her, hvor hun har samarbejdet med David E. Kelley (Ally McBeals skaber). Serien er et flot og spændende kriminaldrama serveret som kombineret domestic noir/whodunit med cliffhangers og vildspor, der sætter en i Hitchcock-stemning, så man ivrigt iler videre til næste afsnit, men slutningen skuffer fælt, synes jeg. Uden at spøjle for meget kan jeg røbe, at morderen efter mordet forsøger at slette sine spor, men begår en ufattelig dumhed, som umuligt kunne være sket i virkeligheden. Dette gigantiske plothul narrede mig til at afskrive vedkommende som mistænkt, for “så dum har ingen lov til at være”. Og her hjælper det bestemt ikke, at instruktøren åbenbart har tænkt det samme og medtaget netop denne replik i stedet for at stryge hullet fra manuskriptet. En anden ting, der generede mig, var Nicole Kidmans mimikløse botoxfjæs samt hendes permanente(de) havfruehår. Det er da muligt, at disse særtræk er typiske for en rig overklassemokke, der har råd til stylisthjælp 24/7, men når denne så samtidig har for vane at spadsere rundt i Manhattans natteøde gader og parker uden den mindste frygt for at blive overfaldet, ryger kæden simpelthen af. Fire stjerner skrumpede undervejs langsomt ind til tre. Men de første fem afsnit er faktisk rigtig gode.
