4 ud af 5 metamfetaminkokke
Den fremragende tv-serie Breaking Bad endte med, at protagonisten Jesse Pinkman slap væk fra de nynazister, der havde holdt ham fanget, og i denne to timer lange epilog lærer vi hans videre skæbne at kende. Filmen forudsætter, at man kender den forudgående historie, så hvis du ikke har set den fem sæsoner lange serie, så gør det først. Jeg garanterer, at du ikke vil fortryde det.
Stilen er den samme. En god lille historie med en sendrægtigt fremadskridende handling afbrudt af perfekt orkestreret suspense og action krydret med uddybende flashbacks.
Aaron Paul, som indtil videre har fået tre Emmyer for rollen, yder sit absolut bedste her. Filmen vil helt sikkert glæde alle de fans, den tydeligvis er strikket sammen til.
