Dune (2021)
4 ud af 5 sandorme
Første del af Denis Villeneuves storværk er en fantastisk oplevelse for alle sanser, men det er svært at tage stilling til en film, der bruger 2½ time på at bygge op til et klimaks, der aldrig kommer. Det sker først i fortsættelsen, som kun bliver lavet, hvis første del bliver en succes. Hvis jeg skal brokke mig over noget som helst, er det beskrivelsen af historiens skurke, Huset Harkonnen, som David Lynch gjorde langt mere ud af i sin ellers temmelig kiksede filmatisering fra 1984. Den svært overvægtige sadist og pæderast baron Vladimir Harkonnen spilles her af Stellan Skarsgaard, som ikke rigtig får lov til at folde sig ud på samme måde som Kenneth McMillan i Lynchs film, hvor også baronens håndlangere, især den perverse mentat Piter de Vries, fik både tid og replikker. Det finder jeg en smule ærgerligt, også fordi baronens skæve miljø gav Lynchs film lidt tiltrængt comic relief. Men Denis Villeneuve har tidligere vist, at han ikke ejer skyggen af humor, og det må man bare finde sig i, hvis man ellers vil nyde hans genialiteter. Også figuren Thufir Hawat, hertugens mentat, som er en central figur i bogen, negligeres her. Han ser helt rigtig ud, men er kun med i få scener. Til gengæld er resten af castingen stort set lige i øjet, især hovedpersonen Paul (Timothée Chalamet), der her fremstår som betydelig mere karismatisk end i både Lynch-filmen og tv-serien fra 2000. Også den smukke Rebecca Ferguson fungerer fint som Jessica, men Villeneuve har af ukendte grunde valgt at nedtone hendes skønhed uden makeup og prangende gevandter, men jeg har altid set hertugens rødhårede konkubine for mig som supermodel med fuld krigsmaling. Oscar Isaac er perfekt som hertug Leto, og Jason Momoa er som snydt ud af bogen som fægtemesteren Duncan Idaho. Også Josh Brolin fungerer fint som überkrigeren Gurney Halleck (selv om han ikke får lov til at spille baliset). En sær afvigelse fra bogen er økologen Liet Kynes, som er gjort til en sort kvinde, der dog omtales som “han”, hvilket er temmelig forvirrende, men høn spiller godt, og forklaring følger formentlig i fortsættelsen.
Og så kommer vi til tekstningen, som var specielt interessant for mig, da jeg jo som bekendt oversatte Herberts bog tilbage i 1977. Jeg havde frygtet, at “Dune” ikke ville blive oversat til “Klit”, men det blev det skam, selv om planeten Arrakis’ kælenavn kun nævnes én gang. Bravo bravissimo! Til gengæld er jeg lidt ked af, at Henrik Thøgersen har valgt at nyoversætte mange termer i stedet for at bruge dem, der allerede er der. Frimenere er blevet til fremenere, Ærværdig Moder til saligmoder, Rumlauget til Rumfærdslavet, drivdragt til fugtdragt og så videre. Ikke dårlige oversættelser, måske bortset fra saligmoder, der for mig betyder “død mor”, og så hedder det vel “rumfart”. Også udtryk som “udenjords” virkede malplaceret, da vi jo ikke er på Jorden. Nye ord og vendinger er altid irriterende for gamle fans og ligeså for unge filmgængere, der nu forhåbentlig vil kaste sig frådende over den netop nyudgivne bog, men studse over de “forkerte” udtryk i den. Jeg har (næsten) altid selv genbrugt allerede etablerede udtryk, når jeg skulle nyoversætte, medmindre de var helt ude i hampen.
