Jungle Cruise

3 ud af 5 magiske pilespidser

Raiders of the Lost Ark møder The African Queen i Disneys nyeste familie-extravaganza, der ligesom Pirates of the Caribbean er inspireret af en Disneyland-forlystelse. Handlingen foregår under Første verdenskrig i Amazonlandet, hvor den britiske forsker Lily Houghton og hendes bror går i conquistadoren Aguirres fodspor for at finde det sagnomspundne Livets Træ, hvis kronblade kan helbrede enhver lidelse. Ja, det er det rene sludder, men vi er jo vant til overnaturligt vrøvl fra lignende film, som denne produktion stjæler fra med arme og ben uden at nå nogen af dem til sokkeholderne. Dog er det en veldrejet og vittig udflugt med fuld gang i den, og flodbådskaptajnen Dwayne Johnson og Emily Blunt som Lily swinger bedre sammen, end jeg umiddelbart havde forestillet mig, suppleret af indianere, spøgelser, slanger, piratfisk, en elskelig jaguar og Jesse Plemons som en fjollet tysk skurk med det passende navn prins Joachim. Det hele foregår mere eller mindre på børnehaveplanet, og jeg er sikker på, at ungerne vil elske dette velproducerede slapstick-eventyr. Husk at købe popcorn og tage hovedet under armen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *