4½ ud af 5 hysteriske latteranfald
Ingen er vel i tvivl om, at overskurken fra Batmans univers er rygende gal, men hvorfor er han det? I tegneserien havde han ved et uheld været gennem et kemikaliebad, der både forandrede hans udseende og sind, og den forklaring fik vi også i Tim Burtons “Batman”, hvor Jack Nicholson portrætterede galningen. I Nolans “Dark Knight” fik vi intet at vide, ud over at den skøre skurk (Heath Ledger) løj om sin baggrund, og i Todd Phillips’ “Joker” får vi så i tidens ånd at vide, at det alt sammen er samfundets skyld. Det virker troværdigt i et land, hvor man kan købe automatvåben, som vi andre køber spejderhagl, og skoleskyderier hører til dagens orden, men det er ikke dagens USA, vi ser her; vi er i et mytisk ingenmandsland a la “Streets of Fire”, et ubestemt sted tilbage i tiden, hvor man kører i tresserbiler og ser “Modern Times” og “Zorro the Gay Blade” i biffen. Den sociale arv har gjort Arthur Fleck (som han denne gang hedder) bims, og nu skal de skyldige, nemlig alle de andre, bøde.
Filmen er stemningsfuld på den absolut utrygge måde, hvilket ikke mindst musikken af islandske Hildur Guðnadóttir (kendt fra “Arrival”) bidrager effektivt til, men esset i ærmet er Joaquin Phoenix, som er skræmmende god som titelpersonen. Denne præstation bør give ham den Oscar, han ikke fik for “The Master”.
