Anmeldelse

Marathon Man (1976)


4 ud af 5 tandlægebor
 

En af halvfjerdsernes bedste thrillere. Plottet er ret enkelt, men mystificeres i starten gennem isolerede sted- og personskildringer, der først senere begynder at hænge sammen. Hovedpersonen er en ung historiestuderende, Thomas Levy  (kaldet “Babe”), der på grund sin storebror Henrys lyssky aktiviteter bliver fokus for krigsforbryderen Christian Szells opmærksomhed. Szell, der var tandlæge i Auschwitz og kendt som “Der Weisse Engel” på grund af sit hvide hår, er en af filmhistoriens mest skrækindjagende skurke, som ynder at pine sine ofre ved at bore i deres tænder (naturligvis uden bedøvelse). Han spilles veloplagt af Laurence Olivier, som blev oscarnomineret for rollen. Babe portrætteres af en ung Dustin Hoffman, og Roy Scheider er storebroderen. God og veldrejet spændingsfilm af John Schlesinger.