Anmeldelse

Hunters (Årgang 1 & 2)

3 ud af 5 snittede struber

Sidst i halvfjerdserne samler en ældre holocaust-survivor en gruppe af hævntørstige jøder, som skal finde og dræbe en flok nazister, som efter krigen slog sig ned i USA og nu forbereder Det Fjerde Rige. Der er fuld knald på liggehønen, og stilen er tydeligt inspireret af Tarantino: Snak, snak, snak og blodig, udpenslet vold. Man er godt underholdt det meste af tiden, men indimellem kammer historien over i tøjlesløs farce, og andre gange går den næsten i stå. Det er kort sagt en skønsom blanding af lort og lagkage, og det twist, der i første årgangs sidste afsnit skulle sætte prikken over i’et, fungerer simpelthen ikke. Og anden årgang skæmmes af en mængde overflødige flashbacks, der havde været bedre tjent med at være en del af første årgang. Mere kan jeg ikke rigtig røbe her, ud over at anden årgang handler om jagten på Adolf Hitler, som viser sig at have levet gemt i Sydamerika sammen med Eva Braun.

Den gamle jøde, der samler gruppen, spilles af en påfaldende afdæmpet Al Pacino, som stråler i rollen. Der er mange andre stjerner end ham på rollellsten: Lena Olin. Dylan Baker, John Noble, William Sadler, Judd Hirsch, Saul Rubinek, Jennifer Jason Lee, Carol Kane og Udo Kier (som Hitler), for blot at nævne en håndfuld af dem. Jeg kedede mig bestemt ikke, men historien er og bliver en rodet kladde til noget, der kunne have været meget bedre.

image