Medieval

3½ ud af 5 flækkede kranier

“I’ma get medieval on your ass” kunne være slaglinjen til denne film, hvor blod, tarme og hjernemasse fedter skærmen godt til. Det er historien om krigeren Jan Zizka, der levede i 1400-tallet og blev involveret i en strid mellem to brødres kamp om tronen et eller andet sted i det mørke Midteuropa. Filmen er ujævn, men spektakulær, og især slagscenerne fungerer fint. Jan Zizka spilles af Ben Foster, der altid er god og intens i sit spil, og Roland Møller er en værdig modstander i rollen som det møgsvin, der forfølger ham og en bortført prinsesse med en brutalitet, som selv Ramzan Kadyrov ville have svært ved at leve op til. Michael Caine og Matthew Goode pynter også pænt på rollelisten, men fylder meget lidt.