Anmeldelse

Grand Theft Auto 5

 

5 ud af 5 biltyve

Det er ret imponerende, at et spil fra 2013 stadig besidder førertrøjen, men det må man sige, at GTA 5 gør. Det er en yderst politisk ukorrekt sag, hvor alle hovedpersonerne er forbrydere, og det hele handler om at stjæle biler, begå kup og myrde rivaler, men er dog skildret med forløsende humoristisk afstand; således får både politikere, filmfolk og ordenshåndhævere nogle gevaldige hak i tuden.

Det foregår i en kopi af Los Angeles kaldet Los Santos, og i starten følger vi den sorte snothvalp Franklin, som stjæler ubetalte biler tilbage for en forhandler og derved kommer i kontakt med den tidligere gangster Michael, der lægger sig ud med den lokale godfather, skal skaffe hurtige penge og derfor genoptager karrieren som bankrøver, godt hjulpet af sin gamle makker, stjernepsykopaten Trevor, som i al sin uforudsigelige galskab er spillets egentlige trumfkort. 

Los Santos er en åben sandkasse. Man kan bevæge sig frit overalt og kommer stort set næsten alle steder i hovedhistorien, som er hamrende godt skruet sammen. Somme tider følger man Franklin, og somme tider Michael og somme tider Trevor, og de har alle sammen deres problemer, der som regel løses med vold. Og når det går rigtig lystigt til, er de alle tre med, og man kan (og sommetider skal man) skifte imellem dem. Det hele er lavet som en actionfilm med masser af dialogfyldte cut scenes med rigtige skuespillere, og det er totalt fremragende og har tydeligvis dannet skole. Og i modsætning til, hvad man ser i mange, mange andre spil (fx det ellers yderst fremragende Horizon) er sidemissionerne her varierede og dybt originale og endda nu og da bedre end hovedhistorien. Det er ikke et RPG-spil, hvor man kan udvikle personernes egenskaber (og de er jo stort set også uforbederlige), men man kan tjene penge, investere i stripklubber og narkobuler og købe nye og bedre våben. 😉

Det siger i øvrigt også en del om GTA 5, at det er det bedst sælgende underholdningsprodukt nogensinde:
https://www.digitalmusicnews.com/2018/04/10/grand-theft-auto-gta-v-highest/

image