Anmeldelse

Assassin’s Creed Unity (PS4)


5 ud af 5 guillotiner

Udgaven med den franske revolution er intet mindre end et mesterværk. Alene genskabelsen af 1790’ernes Paris i 3D ned til mindste detalje er så fantastisk, at jeg slet ikke kan få armene ned. Jeg er færdig med hovedhandlingen og ekstraspillet “Dead Kings” og har stadig kun nået 48 procent af spillet, så der er mange gode timers underholdning og historieundervisning tilbage. Især det sidste kan kun lovprises i lange baner, for det er her, nutidens ungdom kan indhente den viden, undervisningsministeriet har forment dem. 

Der er også tre sekvenser, hvor der går koks i synkroniseringen, og man ryger tilbage til La Belle Epoque, 1944 og 1300-tallet. Jeg synes, det er fedt. Der er også portaler, så man kan gå på eventyr i disse historiske perioder.

Det vildeste er dog den minutiøse genskabelse af hele Paris, som det så ud i 1790’erne. Hvis nogen lavede en lignende 3D-model af det meget mindre København på Struensees tid, ville det være en verdenssensation i Danmark. Man kan gå ind i hver eneste baggård og klatre rundt på tagene og også gå ind i kirker og paladser, og folkemængden opfører sig (med modifikationer) som almindelige mennesker. Det er som at være der. Jeg er behørigt imponeret. Det eneste, jeg savner i gadebilledet, er heste. Dem er der bestemt for få af, tror jeg. Har kun set to indtil videre. De tilhørende stalde er der heller ikke. Hvert hus havde sgu da en hestestald dengang — da i hvert fald hos de rige. Det må så være et bevidst fravalg. Man møder også historiske skikkelser som Danton, Robespierre, Louis XVI og Madame Tussaud og får serveret artikler om, hvem de var. Man bliver med andre ord undervist i historie, mens man hygger sig. Glæder mig til de spil om den russiske revolution og nazityskland, som bare MÅ komme.

Mellemklippene er lavet som spillefilm med høj produktionsværdi. Jeg vidste godt, at spilindustrien har overhalet Hollywood omsætningsmæssigt. Nu ved jeg hvorfor. Det her er fremtiden. Det bliver sygt, når VR slår igennem.