Anmeldelse

Triangle of Sadness

 

1½ ud af 5 saltstænger

“Narreskibet” møder “Fluernes herre” i en kaotisk og usammenhængede gang artsy-fartsy bullshit maskeret som social farce, der ufatteligt nok slog benene væk under snobberne i Cannes og nu gudhjælpemig er nomineret til en Oscar. You gotta be fucking kidding me.

Et krydstogtskib med et mikrokosmos af stenrige oligark-, våbenhandler- og influencer-røvhuller, der opvartes af tjenstvillige proletarer, går ned, og de overlevende lander på en øde ø, hvor rollerne vendes på hovedet. Det serveres som slapstickagtig satire, men er tåkrummende umorsomt, og efter 2½ times gaben venter man forpint på en forløsende slutning, som instruktøren gør et nummer ud af ikke at levere.

Det er sidste gang i mit liv, jeg spilder tid på noget som helst af Ruben Östlund. Man er hermed advaret.