Anmeldelse

The Peripheral, første sæson

 

4½ ud af 5 dødbringende bistik

Prime Video har investeret massivt i dyre genreproduktioner som “Reacher”, “Jack Ryan”, “The Wheel of Time” og “The Rings of Power”, som satser på store seertal, men hvis man leder efter noget ud over det sædvanlige, er der også nok at vælge imellem på denne streamingtjeneste, der i mine øjne for længst har overhalet både Netflix, Disney+ og HBOMax. En af disse nicheproduktioner er cyberpunk-serien “The Peripheral”, der bygger på William Gibsons roman af samme navn fra 2014, en historie om to fremtidige tidslinjer, hvis skæbner på gådefuld vis er vævet sammen. Flynne Fisher (Chloë Grace Moretz), der  tester VR-simulationer for at tjene penge til sin syge mors dyre medicin, modtager et nyt spil, der giver hende livagtige ud-af-kroppen-oplevelser, og snart bliver hun klar over, at simulationen ikke er et spil, men en kvantetunnel til en android-udgave af hende selv i London 70 år ude i fremtiden.

Da jeg efter de to første afsnit (af  otte) fandt ud af, at serien er produceret af Jonathan Nolan og Lisa Joy, gav det hele straks mening. Parret bag “Westworld” elsker nemlig at lege med etiske følgeskader ved mekaniske kreationer. Denne gang handler det dog ikke så meget om maskiner som teknologi, der overstiger vores fatteevne.

Plottet har en kompliceret baggrund, der ikke bliver skåret ud i pap fra starten. Ikke desto mindre var jeg fanget med det samme, for mystikken øger faktisk bare lysten til at se videre, og efterhånden som serien skrider frem, begynder man at kunne forbinde prikkerne.

Moretz yder en fantastisk præstation som seriens hovedperson, der suppleres perfekt af sin marineinfanterist-bror (Jack Reynor). Og resten af figurerne, både i 2032 (hvor Flynne lever) og i fremtidens London, er perfekt castet, ligesom der er råkælet for scenografien begge steder. Dialogen, der indeholder megen techno babble, kan til tider trække tænder ud, men der også et væld af rigtig gode kampscener.

The Peripheral er en underholdende gang tidsrejse-ramasjang, der vil få dit hoved til at snurre og give dig lyst til mere. Billedsiden er som sagt fantastisk, og produktionsværdien tårnhøj. Jeg har været ret imponeret over Prime på det seneste, og hvis de kan holde denne standard, er der gode ting i vente.