Anmeldelse

The Gray Man


4½ ud af 5 afrevne negle

Der er knald på liggehønen i Netflix’ foreløbig dyreste film (200 millioner dollars), en agentthriller af brødrene Russo med Ryan Gosling som CIA-hitman, der ryger i unåde hos sin korrupte chef, som pudser freelance-psykopaten Chris Evans på ham, og så går den vilde jagt verden rundt: Thailand, Aserbajdsjan, Tyrkiet, England, Østrig, Kroatien for blot at nævne et par af stederne, og der er fuld gang i slagsmålene hele vejen igennem. Men naturligvis klarer Gosling i sidste ende ærterne, godt suppleret af Billy Bob Thornton og Ana de Armas.

De sure kritikere på Rotten Tomatoes rynker (naturligvis) på næsen af løjerne med sølle 50 %, men publikum samme sted er oppe på 90 %, og det er jeg også. Det er den fedeste actionfilm, jeg har set siden “Extraction” (også Netflix), og det siger altså ikke så lidt. Og nu står Gosling øverst på min liste over Bond-kandidater. Er der noget, den mand ikke kan?

Anbefales varmt til drengerøve af alle køn og aldre.