Anmeldelse

Suspiria (2018)

 

3 ud af 5 forheksede danseskoler

Jeg er født skeptisk og stort set uimodtagelig for overnaturligt pladder, så jeg formåede ikke at mønstre den suspension of disbelief, der skal til for at blive fejet omkuld af en historie om en danseskole styret af en heksekult i senhalvfjerdsernes delte Berlin. Den eneste grund til, at jeg gad se den, var, at jeg lige har nydt “Bones and All” af samme instruktør, Luca Guadagnino. Jeg påskønnede også den suveræne billedside, fortællestil og klipning her, men historien er som sagt det rene vås. Susie (perfekt castet Dakota Johnson), en ung naiv kvinde fra et amerikansk mennonit-samfund, ankommer til Berlin i håb om at blive optaget på danseskolen, og det bliver hun. Historien, der en er genindspilng af Dario Argentos film af samme navn fra 1977 (som jeg ikke har set), er raffineret og ender som en horrorfortælling skal, men jeg orker ikke at referere eller spøjle de mange nonsenselementer her. Jeg mere undrede end kedede mig over, at instruktøren har trukket filmens længde til 2½ time og lagt vægt på referencer til Holocaust, den kolde krig, Baader-Meinhof og en igangværende gidseltagning, som absolut intet har med handlingen at gøre. Og jeg fik en uventet respekt for Tilda Swinton (som jeg ellers ikke kan døje), der spiller hele tre roller (uden at jeg opdagede det før bagefter) og demonstrerede perfekt udtale af både tysk og fransk. Med er også Chloë Grace Moritz (som jeg elsker) i en meget lille rolle, og Mia Goth (som jeg hader) i en stor birolle som danser. Sidstnævnte kaldte jeg for nylig talentløs, men det er hun så alligevel ikke, må jeg indrømme. Hun er dog stadig ikke min kop te.

Filmen fik mig i øvrigt til at mindes en af mine få metafysiske gyserfavoritter, “The Skeleton Key”. Ja, det er en slags anbefaling. 🙂