On a Wing and a Prayer

3 ud af 5 selvdøde piloter

Flykatastrofegenren indledtes i 1951 med filmen “No Highway” (“Vi styrter ned”) og fik et ekstra nøk opad i 1957 med “Zero Hour” (“Farlig landing”), hvor flyets besætning er lagt flade af en fødevareforgiftning, og en tidligere ptsd-ramt jagerpilot bliver nødt til at lande et passagerfly i verdens værste ærtesuppetåge. Historien var skrevet af Arthur Hailey, der senere udgav “Airport”, som blev til en hel serie af film, der i så overbevisende grad fasttømrede genren, at den blev parodieret i “Airplane”, der startede Leslie Nielsens forrygende karriere som spoof-skuespiller, but that’s not important right now … 🙂

Handlingen i “On a Wing and a Prayer” synes stjålet fra “Zero Hour”, men bygger faktisk på en virkelig historie fra 2010, hvor farmaceuten Doug White (med kone og to døtre) i et chartret fly var på vej hjem til Louisiana fra sin brors begravelse i Florida, da piloten pludselig døde af et hjerteanfald, og Doug, som engang havde prøvet (og opgivet) at lande en Cessna, måtte overtage styretøjet og forsøge at lande det større og langt mere komplicerede fly med hjælp over radioen fra flyveledere og piloter.

White spilles af Dennis Quaid, og plottet er i sig selv en god spændingshistorie, som instruktøren, klipperen og fotografen med held hiver i land, så man sidder på kanten af sofaen, selv om slutningen jo er givet på forhånd. Fint professionelt arbejde.

Men det trækker ned i min karakterbog, at Dennis Quaid vildt grimasserende overspiller rollen, som var han i gang med “Great Balls of Fire 2”, og at konen (Heather Graham) er så helvedes religiøs, at det slet ikke er til at holde ud, men det var hun jo nok også i virkeligheden. Filmens målgruppe er tydeligvis amerikanske familier med de “sunde” værdier, jeg hele mit liv har kæmpet for at rive mig løs fra. Derfor kun tre point fra mig. 

Se den på Prime.