Mission Impossible (6 spillefilm)

4½ ud af 5 umulige opgaver

For at være klar til film nummer syv, der kommer til sommer, brugte jeg et par dage på at gense de seks første film. Og jeg var behageligt overrasket. Faktisk mere, end da jeg så dem første gang. Det er (i modsætning til Bond-serien med Craig) velkomponerede historier uden idiotiske plothuller, alle centreret om en eller anden kompliceret mission, som det altid lykkes Ethan Hunt og kompagni at gennemføre på et hængende hår.

1: Brian de Palmas udgave er lidt gammeldags i stilen, men holder stort set stadig. Den umulige opgave her er at stjæle data fra CIA’s hovedkvarter i Langley. Vi får den ikoniske scene (tyvstjålet fra “Topkapi”) med Tom Cruise hængende i tynde wirer over et trykfølsomt gulv. En scene, der visuelt refereres til i næsten hver eneste af de følgende film.

2: John Wus udgave skæmmes (i hvert fald for mig) af de mange John Wu-manerer, der er mindst lige så irriterende som Guy Ritchies. Jeg hadede den første gang, men synes faktisk nu, at den er okay, især på grund af den purunge og pivlækre Thandie Newton, der giver actionfilmen et romantisk løft. I film #1 går Cruise formentlig i seng med Emmanuelle Béart, men det antydes kun. Her er der ingen tvivl. Ethan får sin Bond-babe, men det er så også sidste gang, man spilder tid på lir i denne serie. Den umulige opgave er at stjæle en dræbende virus fra et svært bevogtet højhus samt at narre overskurken (Dougray Scott) til sidst. Nok den svageste af filmene, men altså nogenlunde okay.

3: I J.J. Abrams’ udgave bortføres og fanges den farlige våbenhandler Davian (Philip Seymour Hoffman) af Ethans team, men slipper fra dem og hævner sig ved at bortføre Ethans forlovede Julia. Den umulige opgave er bortførelsen af Davian fra Vatikanet ved højlys dag. Og en ekstra mission er at få fat i filmens macguffin (kaldet The Rabbit’s Foot) i Shanghai. Alt ender godt (for denne gang). Vi får også omsider et tiltrængt indblik i, hvordan teamet laver de masker (og stemmeforvrængere), de så ofte snyder modstanderne med.

4: I Brad Birds udgave (min personlige favorit) er der flere umulige opgaver: Man skal infiltrere Kreml og bagefter arrangere et kompliceret dobbeltmøde mellem to skurke i verdens højeste bygning i Dubai. Begge gange går alting naturligvis galt. Det hele ender i Indien, hvor man også kommer i kapløb med tiden for at forhindre et atommissil i at ramme San Francisco. Teamet suppleres med en ny fast person, Brandt (spillet af Jeremy Renner). Vi får at vide, at Julia er blevet skilt fra Ethan og er gået under jorden for ikke at kunne blive brugt imod ham igen.

5: Christopher McQuarrie (manden der skrev “The Usual Suspects”) overtager instruktørstolen, og dér bliver han siddende i hvert fald de næste fire film. Denne gang er Ethans team oppe mod en hemmelig forbryderorganisation kaldet The Syndicate, ledet af den tidligere MI6-agent Solomon Lane (Sean Harris). Den umulige mission er at kidnappe den engelske premierminister, fordi kun hans stemme kan åbne en krypteret besked. I filmen møder vi også dobbeltagenten Ilsa Faust (Rebecca Ferguson), som fra nu af bliver seriens leading lady (dog uden at hoppe i kassen med Ethan, i hvert fald ikke endnu).

6: McQuarrie er på igen som instruktør, og nu er der for alvor gået gået serie i serien. Som sagt er Ilsa med igen, og Julia dukker også op med ny ægtemand, så vejen formentlig er banet for et mere romantisk forhold mellem Ethan og Ilsa i næste film. Vi får se. Også Sean Harris er tilbage, og denne gang har han fået fingre i to atombomber, som er teknisk forbundet, så ingen af dem kan neutraliseres uden at aktivere den anden. I et vanvittigt kapløb med tiden lykkes det alligevel Ethans team at knække nødden. Spillets joker er Henry Cavill som CIA-agent.

Man kan mene om scientologen Tom Cruise, hvad man vil, men han er perfekt i rollen som Ethan Hunt, hvor han også selv laver mange halsbrækkende stunts. Især starten på 5’eren, hvor han hænger på siden af et fly, er imponerende. Jeg ser frem til den næste film, som kun er første del af to. Den eneste anden person, som har været med i alle filmene, er Ving Rhames som Luther. Faste teammedlemmer (nu) er også Simon Pegg som Benji og Rebecca Ferguson som Ilsa. Renner er tilsyneladende ikke med længere.