Ant-Man and the Wasp: Quantumania

1½ ud af 5 Schrödinger-kasser

Marvel har tydeligvis tabt småkagerne ud over hele gulvet efter at have slået sine bedste superhelte ihjel i opgøret med Thanos: “Thor: Love and Thunder”, “Eternals”, “Doctor Strange in the Multiverse of Madness” og nu “Ant-Man and the Wasp: Quantumania”.

Jeg skal naturligvis først lige som sædvanlig brokke mig over hele miniaturiserings-konceptet. Ja, det er teoretisk muligt at klemme atomer sammen og derved gøre personer og ting mindre, men det ændrer ikke disses masse, så når Scott Langs datter formindsker en politibil til legetøjsstørrelse, kan hun ikke gå rundt med den i sin taske, for hun ville ikke kunne løfte tasken.

På trods af denne generelle tåbelighed, som kræver en del mere end normal suspension of disbelief, var den første film med Ant-Man herlig underholdning og den anden knap så god. Men den tredje er en fuldbyrdet katastrofe. Dårligt manuskript, nul karakterudvikling, grimme kulisser og kostumer samt 90 procent (discount-)cgi. Det eneste lyspunkt er Jonathan Majors som overskurken Kang, men desværre trækker det ned i karakterbogen, at han sekunderes af Marvels mest latterlige figur, MODOK, som er et forstørret hoved med diminutive lemmer. Han spilles endda af Cory Stoll, som jeg indtil nu kun har haft gode oplevelser med. Den fadæse kan en totalt ligegyldig Bill Murray-cameo ikke rette op på.

Hvis du kan undvære to timer, så tag en lur i stedet for at spilde tid på dette makværk.