Anmeldelse

Smile

 

2½ ud af 5 hjemløse dæmoner

Ordet “dæmon” nævnes ikke i filmen, som ikke desto mindre er en klassisk dæmonhistorie. Her besætter dæmonen sit offer og får det til at begå selvmord foran en anden person, der så bliver det næste offer. Titlens smil er irrelevant og klasket på for at gøre det hele en smule uhyggeligt for børn, barnlige sjæle og psykiatriske patienter, for rigtig uhyggelig er filmen altså ikke. Den er bare idiotisk dum, for hvorfor en dæmon, hvis største ønske er at besætte en person, den kan bo i, skulle tvinge den samme person til at begå selvmord med det samme (i løbet af 4-7 dage) giver ingen mening, medmindre dæmonen har aktier i det filmselskab, der har lavet dette usammenhængende makværk. Jeg sad og håbede på en slutning, der kunne sætte det hele på plads, men den kom ikke. Kevin Bacons kønne datter Sosie gør en brav indsats, og derfor får filmen 2½ point i stedet for 1½.

Se “Fallen” fra 1998 i stedet. Den er nemlig uhyggelig og har et godt plot med en fed slutning.