The Tragedy of Macbeth (2021)

2½ ud af 5 kongemord

Macbeth handler om magtsyge. En mand, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen, presses af sin intrigante hustru til at myrde kongen og alle, der står i vejen for hans vej til tronen. Det slipper han ikke godt fra. Vi kender alle historien, som har været filmatiseret 30 gange, og skal vi se den igen, må der nye vinkler til.

Joel Coen prøver at fange os med scenografien. Tysk ekspressionisme, sort og hvidt med minimalistiske kulisser og vægt på ekstreme kontraster mellem lys og mørke. Men det er set før og hører efter min mening mere hjemme på et teater end på det hvide lærred.

Teatereffekten forstærkes af manglen på nærbilleder. Også det arkaiske sprog lægger afstand til seeren. Selv med undertekster er det meste uforståeligt og helliget et mindretal, der har studeret stykket i forvejen. Måske var det på tide, at vi fik en Macbeth-version med fokus på handlingen, sådan som vi så det for nylig med The King (Henry V) på Netflix. Shakespeare følger med tiden på dansk med nye oversættelser. Hamlets “Tvi mit hjerte” blev i Sløks oversættelse til “Føj for satan”. Det kunne være interessant også at se Shakespeare omsat til moderne engelsk.

Skuespillerne er rigtig gode ─ lige med undtagelse af de to hovedpersoner, der mangler troværdighed som ægtepar. Der er absolut ingen kemi imellem dem, og Denzel Washington virker ikke tændt af magtbrynde, men vandrer rundt som i en døs og lirer de kendte replikker af i raketfart. En sort skotte med amerikansk diktion? Også her er unødig Verfremdung. Og McDormand er nok den mest blodfattige Lady Macbeth, jeg endnu har set. Hendes vanvidsscene er alt andet end overbevisende.

Se Polanskis eller Orson Welles’ udgaver i stedet. De holder.