Ghostbusters: Afterlife

3½ ud af 5 sumeriske guder

Endelig en ghostbusters-film, der kan måle sig med originalen. Stort set hele den oprindelige besætning optræder i cameo-roller (inklusive afdøde Harold Ramis som cgi-ånd), og instruktøren, Jason Reitman, er søn af den oprindelige iscenesætter, Ivan Reitman, så sagen er i gode hænder. Hovedpersonen er den 12-årige Phoebe Spengler (spillet af McKenna Grace fra Gifted), som udstyret med krølhår og briller har en vis lighed med bedstefar Egon Spengler, men mest ligner en lillesøster til Timothée Chalamet. Sammen med sin familie er hun flyttet ud på bøhlandet i Oklahoma, hvor den nu hedengangne Egon har efterladt dem en faldefærdig gård, der viser sig at være fyldt med ghostbusters-grej. Og så kører spøgelsesekspressen ellers derudad.

Det er ligesom den første film ren fis og ballade og rigtig god underholdning for barnlige sjæle i enhver alder. Jeg hyggede mig i hvert fald gevaldigt med den på trods af et par (tilgivelige) plothuller.

PS. Husk endelig at se rulleteksterne, der indeholder gode scener.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *