Last Looks

3 ud af 5 kejthåndede mordere

Letbenet film noir-whodunit, som bevidst kører på Chandler-klicheerne og stort set slipper af sted med det. Hovedpersonen er (naturligvis) en ubarberet privatdetektiv (Charlie Hunnam), som (naturligvis) er tidligere politimand i unåde, der har slikket sår ude i skoven i tre år, indtil hans sexede ekskæreste (Morena Baccarin) får ham hevet tilbage til L.A. for at hjælpe en tv-producent (Rupert Friend) med at redde en fordrukken filmfrikadelle (fint spillet af Mel Gibson), som ifølge det lokale og (naturligvis) totalt inkompetente politi (anført af Clancy Brown) er anklaget for at have myrdet sin kone. Undervejs løber detektiven ind i filmhistoriens formentlig mest sexede børnehavelærerinde (Lucy Fry) samt en (naturligvis) korrupt sagfører (Dominic Monaghan) samt hele to hold gangstere, som han nyder at fyre upædagogiske oneliners af til, og som til gengæld nyder at give ham tæsk. Det hele minder en smule om “The Last Boy Scout” og andre Shane Black-genialiteter, som den ikke helt lever op til, men jeg må indrømme, at jeg alligevel var godt underholdt, især på grund af Gibson, den sexede ekskæreste, den sexede børnehavelærerinde og en generelt god cast, selv om jeg aldrig rigtig har været den store fan af Charlie Hunnam.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *