Hawkeye (miniserie i seks afsnit)

4 ud af 5 keglekonger (med pil opad)

Efter min ringe mening den hidtil bedste Marvel-serie lavet til tv featuring Jeremy Renner og Hailee Steinfeld som pileskydende makkerpar med rigtig god kemi. Dejligt juleeventyr med masser af tjubang, øretæver, dumme russiske gangstere og en enkelt badutspringende (og døv) asiat. Oveni dette får vi Florence Pugh som afdøde Black Widows søster Yelena, der agter at dræbe Hawkeye, og Disney har ─ Hurra! ─ overtaget Vincent d’Onofrio i rollen som Kingpin fra Netflix’ fantastiske Daredevil-serie (som de forhåbentlig vil føre videre på et tidspunkt), og han er stadig ærefrygtindgydende god.

Skal jeg brokke mig over noget som helst, er det en scene i sidste afsnit (i øvrigt overdådigt iscenesat omkring juletræet ved Rockefeller Center), hvor en panserbil bliver formindsket til legetøjsstørrelse med Antman-teknologi og derefter snuppet og bortført af en ugle. Det lader sig desværre ikke gøre i virkeligheden. Man kan klemme atomer sammen, ja (som i neutronstjerner), men man kan altså ikke gøre dem lettere. En lillebitte panserbil vil derfor veje præcis det samme som en stor. Sommetider ville jeg ønske, jeg ikke havde spist af kundskabens træ, så jeg kunne nyde alt det vås, jeg får smidt i hovedet i ellers gode serier. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *