All is True (2018)
2 ud af 5 skandaløse sonetter
Ingen ved, hvad William Shakespeare foretog sig de sidste par år af sit liv, efter at Globe-teatret brændte ned, men ifølge denne film fik den før så fraværende ægtemand og far snakket familiens problemer igennem med konen og døtrene. Det er ikke særlig underholdende, men ind imellem snakken er der dog mange smukke og stemningsfulde billeder fra haven i Stratford. Filmen hæver på denne måde begrebet “slowburner” til nye højder, og jeg må indrømme, at jeg kedede mig bravt. Kenneth Branagh har instrueret og spiller selv digteren (forsynet med en imponerende kitnæse). Judi Dench og Ian McKellen medvirker også, og ja, de spiller naturligvis godt.
