No Time to Die

3 ud af 5 rystede (ikke omrørte) vodka-martinier

Kritikken har været meget positiv over for denne sidste Bond-film med Daniel Craig, og det skal da siges til dens ros, at alle de plothuller, der skæmmede “Spectre”, stort set er forsvundet, og actionscenerne virker integrerede i handlingen og ikke påklistrede som så ofte før. Problemet er som altid Daniel Craig. Jeg har aldrig brudt mig om ham som Bond, der jo skal være både morder, kussetyv og verdensmand ─ eller med andre ord: charmerende psykopat. Det kunne Connery, Lazenby, Dalton og til dels Brosnan leve op til, mens Roger Moore var fuldstændig håbløs, og det samme er Craig, der altid har optrådt som en bølle og selv i smoking ligner en havnearbejder. Derfor er det helt out of character, når man her til sidst har udstyret dræberpsykopaten og skørtejægeren med følelser. Jeg køber den i hvert fald ikke. Det bedste ved denne film er helt klart, at det er Craigs sidste. Andre ting, der trækker ned i karakterbogen, er en dårlig skurk (her spillet af den uretfærdigt oscarbelønnede Rami Malek), hvis baggrundshistorie kun fortælles i ubrugelige glimt. I stedet for at bruge lidt tid på en troværdig personforklaring nøjes man med at give ham en skæmmende ansigtsmakeup, for så må han jo være ond ligesom så mange andre handikappede Bond-skurke før ham. Men eftersom der jo ikke har været en eneste rigtig god skurk i Craig-serien, er jeg ikke overrasket. Gode figurer er til gengæld David Denciks russiske forsker, der giver historien tiltrængt comic relief, og Ana de Armas’ sexede CIA-agent (som Bond ikke engang får lov til at knalde, fordi han jo er blevet voksen og følsom og forelsket i fruemodellen Madeleine Swan).

Men altså: Filmen er bestemt god underholdning for action-aficionados, men til gengæld kunne man sagtens have klippet mindst en halv time ud, især hen mod slutningen, som er alt, alt for lang.