Malignant

4 ud af 5 farlige fantasivenner

Det her er en af de bedste horrorfilm, jeg længe har set. Historien begynder i halvfemserne med et lægeeksperiment på et dystert hospital, der tårner mod himlen på toppen af et havomkranset forbjerg, og så hopper vi frem til i dag, hvor den gravide Madison Mitchell via visioner overværer grufulde drab på personalet fra hospitalet. Instruktøren James Wan trækker os længe og grundigt rundt ved næsen med flere bevidste og udsøgt fotograferede klicheer og kunstgreb, før han i sidste akt blænder op for filmens egentlige mission og med et vildt overraskende twist slutter af med et festfyrværkeri af blod og hjernemasse. For mig var historien ikke så meget uhyggelig som æstetisk og stemningsfuldt fængslende, og jeg må tage hatten af for det (næsten) originale plot, der formår at forny en gennemfortærsket genre. Jeg kan kun huske én film, hvor grundideen har været berørt, men jeg vil ikke spøjle ved at fortælle hvilken. Det skulle slet ikke undre mig, om vi her har begyndelsen til en helt ny franchise, efter at Wan har klemt citronen til sidste dråbe med Saw- og Conjuring-serierne. Det var i øvrigt også ham, der lavede en af mine andre yndlingsgysere, “Dead Silence”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *