The Protégé

4 ud af 5 trojanske cigaræsker

Kvindelige snigmordere har været på mode, siden Luc Besson lavede “La femme Nikita”, og James Bond-instruktøren Martin Campbells sidste skud på stammen med Maggie Q i hovedrollen er en af de bedre. Selv om det ikke lykkes hundrede procent, er det tydeligt, at manuskriptforfatteren Richard Wenk (“The Equalizer”) har forsøgt at undgå de værste klicheer, og hans dialoger kan sagtens måle sig med de bedste af Shane Black. Så godt det nu kan lade sig gøre i en film, der sprudler af action, er figurerne veldefinerede mennesker med både lys- og skyggesider. Den mandlige hovedrolle (en veloplagt Michael Keaton) er ansat af den mystiske bagmand, som Maggie jagter, og igennem filmen tørner de to til stadighed sammen på både godt og ondt. Mest ondt. I fine biroller ses gode gamle kendinge som Patrick Malahide og Robert Patrick og (naturligvis) den uundgåelige Samuel L. Jackson som manden, der i 1991 reddede lille Maggies liv i Vietnam og trænede hende op til dræbermaskine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *