Reminiscence

4 ud af 5 oversvømmede byer

En imponerende flot og ambitiøs sf-thriller produceret, skrevet og instrueret af Lisa Joy, der er kendt som medforfatter på HBO-serien Westworld, som hun har lavet sammen med sin mand, Jonathan Nolan, der er Christopher Nolans bror. “Reminiscence” er hendes første soloprojekt, men lur mig, om hun ikke har hentet hjælp og inspiration hos familien.

Vi er i Miami i en nær fremtid, hvor klimaforandringerne er slået kraftigt igennem. Havet er steget flere meter og har opslugt byens lavereliggende kvarterer, og varmen har tvunget folk til at sove om dagen og leve om natten. Billedsidens effekter, scenografi og kameraarbejde er enestående detaljeret, og figurgalleriet, der anføres af Hugh Jackman, Rebecca Ferguson, Cliff Curtis og Thandiwe Newton (ja, Thandie har taget sit afrikanske fornavn tilbage), er upåklageligt castet.

Jackman og hans assistent Newton lever af at hente og optage folks erindringer med et specielt apparat, og en dag opsøges han af filmens femme fatale, den smukke og sexede Ferguson, som har brug for hjælp til at finde sine bortkomne nøgler og tænder Jackmans lyster, og så starter det labyrintiske plot, som jeg ikke skal røbe mere om her.

Skulle jeg klage over noget som helst, er det, at filmen gerne vil være både hæsblæsende, gådefuld og romantisk og stort set består af lånte fjer. Ideen med optagelse af erindringer er tyvstjålet fra den måske bedste Dark Mirror-episode “Crocodile” (se den!), og både historien, figurerne og dialogen er stykket sammen af noir-klicheer (selv Jessica Rabbit er kopieret i den syngende Fergusons natklubscener). Stilen og stemningen er lånt fra Blade Runner, Inception og mange andre visuelt imponerende værker, men alle inspireres jo af hinanden, og det hele er fermt skruet sammen, om end en smule langtrukkent. Men stort set hver eneste scene er en fryd for øjet, så Schwamm drüber.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *