Loki (tv-serie i 6 afsnit)

2½ ud af 5 tidslinjer

Nu er Disneys hvidvask af superskurke nået til Marvel-pakken, hvor stjernepsykopaten Loki bliver skildret som en følsom og empatisk sjæl. Alene det er nok til at undgå dette flot producerede makværk, hvis dræbende kedsommelige seks-episoders handling kunne være afviklet på ½ time. Vi befinder os et ukendt sted i multiverset, hvor en flok bureaukrater forsøger at holde Marvels tidslinje stabil, efter at alle alternative universer er blevet skåret væk af en ukendt entitet, som vi først møder i sidste afsnit, hvor alting (naturligvis) ender med status quo, måske undtagen Lokis nye status som good guy. Hvorfor i alverden vidunderligt lede skurke som Maleficent, Cruella de Vil og Loki skal gøres politisk korrekte, er lidt af en gåde. Hvad bliver det næste? Helgenkåring af Thanos?

Det pæneste, jeg kan sige om denne gang tidsspilde, er at skuespillerne gør deres bedste. Sophia di Martino er en dejlig overraskelse som en af Lokis dimensionstvillinger, og jeg har faktisk aldrig set Owen Wilson bedre. Men hvad nytter det, når manuskriptet er totalt håbløst, og selve hovedpersonen udsættes for en kvalmende woke-transformation? Vi får se, om han får lov til at genoprette sin skurkestatus i sæson 2. Personlig synes jeg, Hiddleston burde bruges til bedre ting. Efter at have set Natportieren og Skull Island tror jeg, han kunne blive en rigtig god James Bond.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *