De forbandede år

3 ud af 5 besættelsesbilleder

Familien Gregersen møder Matador i Anders Refns film fra 2020 om den danske overklasses meriter i de tidligere fyrrere. På bedste soap-manér har man samlet alle tidens fænomener i én familie: Patriarken har moralske skrupler over at handle med tyskerne, en af sønnerne er medlem af Frikorps Danmark, en anden frihedskæmper, en tredje swingpjatte, datteren forelsker sig i en tysk officer, og husholderskens søn er kommunist og tidligere spaniensfrivillig. Scenen er sat. Lad os se, hvad der sker.

Der sker faktisk så meget, at det knap kan rummes i den 2½ time, filmen varer, og den slutter så brat og uventet i 1942, at jeg næsten fik kaffen galt i halsen. Kan man det? tænkte jeg og læste så efterfølgende, at man er i gang med en fortsættelse. Fint nok, og så håber jeg, at der bliver råd og plads til nogle storladne totalshots, så det hele ikke bliver nærbilleder af snakkende hoveder i en rigmandsvilla et sted nord for København. Den yderst nærværende krig mangler nemlig (som i så mange andre danske lavbudgetproduktioner) at blive vist i stedet for bare omtalt. Det er ikke nok med et par tyske uniformer og cgi-fly. Show, don’t tell! Mediet er film, ikke teater!

Men alt i alt er det en fin og interessant historie med Jesper Christensen som drivende motor. Lidt stiv og gammeldags, ja, men det var man jo dengang.