Wildlife

4 ud af 5 portrætfotoer

Endnu en studie af et parforhold i opløsning. Historien, der er lige ud ad landevejen, foregår i grå og monotone omgivelser i 50’ernes Montana, og en ringere cast kunne nemt have tabt den på gulvet. Paul Dano, der debuterer som instruktør her, har valgt at fortælle handlingen gennem parrets 14-årige søn, spillet af australske Ed Oxenbould, der var 17 år, da filmen blev lavet, og ser lidt for gammel ud, men klarer den svære hovedrolle til UG, og Carey Mulligan leverer endnu en pragtpræstation som moderen. Jake Gyllenhaal er også overbevisende som faderen, der dog på grund af sit arbejde er fraværende en stor del af tiden. Mulligan, der i ægtemandens fravær begynder at gå i opløsning for øjnene af den uforstående dreng, trækker størstedelen af læsset og hæver historien op over det store gennemsnit af lignende dramaer. Jeg kan undre mig over, at hverken hun eller filmen blev oscarnomineret eller særlig omtalt. Det var et rent tilfælde, jeg faldt over den på Prime.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *