The Courier

2½ ud af 5 cubakriser

Vi får her historien om, hvad der foregik bag kulisserne under den supermagtskonfrontation, som nær havde udløst Den Tredje Verdenskrig i oktober 1962. Den britiske forretningsmand Greville Wynne (Benedict Cumberbatch) rekrutteres til at agere kurer mellem MI6 og den sovjetiske GRU-oberst Penkovskij, som leverer vigtige oplysninger til Vesten. Vi har set lignende historier før, men ikke alle så tæt på virkeligheden som dette dokudrama, der burde have brudt med alle de klicheer, vi kender til bevidstløshed fra andre spionfilm. Det gør den bare ikke. Russerne (med Nikita Khrusjtjov i spidsen) er skildret som brutale, uciviliserede bæster, og briterne og amerikanerne er ædle, uegennyttige frihedskæmpere. Historien er, emnet til trods, langtrukken og kedelig. Selv den ellers så fremragende Cumberbatch bevæger sig søvngængeragtigt igennem dette alt, alt for lange antidrama, der havde fungeret bedre som en halvtimes dokumentarfilm. Biografklub Danmark beskriver “Den gode spion” (som filmen uforståeligt er kommet til at hedde på dansk) som “nervepirrende”. Den er desværre alt andet. Hvis du vil have ægte koldkrigsstemning og -spænding, så se “Bridge of Spies” i stedet.

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *