Dahmer

2 ud af 5 afskårne hoveder

Jeffrey Dahmer var en amerikansk seriemorder, nekrofil og kannibal, der dræbte sytten mænd mellem 1978 og 1991. I hans lejlighed fandt man i køleskabet et menneskehoved, og i en fryser lå der plasticposer med yderligere tre menneskehoveder og et blodigt menneskehjerte. I alt blev der fundet kranier, knogler og afskårne lemmer fra elleve ofre. Der er altså stof nok til en blodig gyser her, men filmen er ikke den slasher, man kunne forvente ─ snarere et forsøg på en psykologisk studie af en dybt forstyrret mand. Man har med vilje ændret ofrenes navne og påstår, enhver lighed med virkelige personer er tilfældig, hvilket må siges at være noget af en tilsnigelse, men hensigten har altså været at skildre Dahmer psykologisk. Det synes jeg mislykkes. Man opdager godt nok hurtigt, at manden er syg i potten, men får ikke at vide hvorfor. Hverken den unge Jeremy Renner eller de dilettantiske medspillere, det lave budget ($250.000) har forsynet ham med, får budskabet igennem, og det er stort set manuskriptets skyld. Teknisk ligner filmen en billig tv-produktion. Plakaten fanger stemningen langt bedre.

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *