Clarice (pilotafsnittet)

2 ¾

ud af 5 seriemordere

Det er svært at bedømme, om denne tv-serie, der foregår et år efter The Silence of the Lambs, bliver værd at se i længden. I første afsnit spiller man på genkendelsens glæde med et væld af referencer til spillefilmen fra 1991, men det kan man jo selvsagt ikke blive ved med. Og hvis man fortsætter med én seriemordersag per afsnit à 42 minutter, er det klart, at der aldrig vil blive tid til at gå i dybden med noget som helst. Her er det da også kun Clarice Starling, der fremstår som andet end en papfigur, og det skyldes udelukkende, at vi kender hende i forvejen. Hun spilles af australske Rebecca Breeds, der mere ligner Ellen Page end Jodie Foster, men dog har lært at tale engelsk med  West Virginia-accent. Produktionsværdien er pænt høj, men én svale gør ingen sommer, og jeg håber, man vil sprede de efterfølgende historier over flere afsnit og gå mere i dybden. Seriemordere er bestemt fascinerende, men kun hvis man lærer dem ordentligt at kende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *