Unhinged

4 ud af 5 bolsjestribede sakse

En stresset mor dytter ad en bil, der ikke sættes hurtigt nok i gang, da lyset skifter til grønt. Bag rattet i den sidder en mand, der lige har myrdet to mennesker, stukket ild til deres hus og indstillet sig på at begå “suicide by cops”, men først skal han lige have en undskyldning af kvinden, der dyttede ad ham.

Det lyder som starten på en billig B-thriller, men psykopaten spilles meget overbevisende af Russell Crowe, der er pumpet op til John Goodman-størrelse og får Michael Douglas i “Falling Down” til at ligne en vandkæmmet spejderdreng, og selv om filmen har fået en blandet modtagelse, er det i mine øjne den bedste road rage-neglebider siden “Duel” af Spielberg. 

Jeg skal ikke gå i detaljer med, hvordan den opfindsomme psykopat straffer kvinden, som ikke ville give ham en undskyldning, men du skal forberede dig på halvanden times uafbrudt forfølgelsesvanvid, huske at tisse inden filmen og passe på ikke at få popcornene galt i halsen undervejs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *