3 ud af 5 bedstefarparadokser
Christopher Nolan, som tidligere lavede mesterværker som Memento, The Prestige og Inception, har siden han afsluttede sin Batman-trilogi skøjtet rundt på tynd is, først med Interstellar, som handlede om ormehuller og sorte huller og beklageligvis også plothuller, endda i kosmisk målestok; dernæst Dunkirk, der ikke når Joe Wrights onetake-scene fra stranden samme sted i Atonement til sokkeholderne, og nu Tenet, der er så kringlet, mystisk og fyldt med pseudovidenskabelige postulater, at man må opgive at hitte rede i detaljerne og nøjes med at nyde de flotte billeder. Filmen er ligesom Memento en konstruktion, der skal ses forlæns og forstås baglæns, hvis man altså gider, for det kræver formentlig adskillige gensyn at nå til bunds i plottet, der stjæler al opmærksomheden fra persongalleriet, som forbliver uudviklet. Hvilken baggrund har “Protagonisten” spillet af John David Washington, og hvem er Neil (Robert Pattinson), der hjælper ham mod en usynlig fjende fra fremtiden, som af uransagelige grunde pønser på at udslette den menneskehed, der er basis for dens egen eksistens? Det får vi ikke at vide. De eneste figurer med en smule baggrund er den russiske slyngel Sator, som spilles skræmmende godt af Kenneth Branagh, og dennes garderhøje kone Kat, portrætteret af Elizabeth Debicki, kendt fra Susanne Biers Natportieren, hvor hun også spiller svigefuldt våbenhandlervedhæng. Det er plottet og kun plottet, der har hovedrollen her, og plottet er stort set uforståeligt.
