Enola Holmes

3 ud af 5 perverterede romanfigurer

Sherlock Holmes er den mest filmatiserede af alle fantasifigurer, og her har vi historien om hans hidtil ukendte lillesøster, som naturligvis også omfatter den berømte detektiv himself og hans korpulente og endnu mere geniale storebror Mycroft … Vent! Sagde jeg “korpulent”? Ja, for sådan er han beskrevet i Conanen, den oprindelige samling af Holmes-historier af Conan Doyle, men det har skaberne af denne film blæst på. I deres version er Mycroft mager, og Sherlock selv spilles af Superman alias the Witcher alias Henry Cavill, en høj flot mand, som absolut ikke ligner Doyles høgenæsede detektiv. At han så oven i købet viser følelser, er endnu mere usherlocksk. Filmen om Enola har altså ABSOLUT INTET med den rigtige Sherlock at gøre. Når det så er fastslået, må jeg sige, at denne Netflix-udgave, som vist nok bygger på en bogserie, er en charmerende, billedskøn og velspillet produktion med Millie Bobby Brown (kendt fra “Stranger Things”) i titelrollen som den sekstenårige Enola, der skal finde ud af, hvor hendes forsvundne mor (Helena Bonham Carter) er blevet af. Men igen: Hvis man er ægte Holmes-fan, er dette noget nær helligbrøde.

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *