Perry Mason (2020)

4½ ud af 5 genopstandne spædbørn

Perry Mason var min barndoms tv-advokat i skikkelse af Raymond Burr, der senere blev Ironside og siden igen Perry Mason, og han var en del anderledes end den lurvede privatdetektiv, vi præsenteres for i denne serie, som heller ikke  har meget med Erle Stanley Gardners 80 romaner at gøre ud over persongalleriet, som til gengæld er bevaret, om end i nye klæder. Sekretæren Della Street er til damer, og efterforskeren Paul Drake er ─ gys! ─ neger med alt, hvad det indebærer i tredivernes USA. Perrys senere ærkefjende, statsadvokaten Hamilton Burger, er også med, men ikke rigtig trådt i karakter endnu. Det kommer han givetvis til i fortsættelsen, som er i produktion. Fremhæves bør naturligvis Matthew Rhys (”The Americans”) i titelrollen og ligeså den altid strålende John Lithgow som Perrys mentor og ejer af det advokatfirma, han kommer til at overtage.

Når Perry Mason i de første seks afsnit af otte præsenteres som detektiv i stedet for advokat, er det, fordi det her er hans forhistorie, som har tydelig lighed med Tom Tykwers “Babylon Berlin” på alle fronter: Den usoignerede forbryderjagende hovedperson plages af traumer fra Første Verdenskrig og omgås diverse skæve eksistenser i storbyens underverden omkring 1930, fremragende gengivet af både sceno- og fotograf. Serien blev i starten udviklet af Nic Pizzolato, der dog forlod den for at hellige sig sit hjertebarn, “True Detective”, og det skinner også igennem på den fede måde. Resultatet, som nok er århundredets hidtil bedste L.A. Noir-serie, er intet mindre end fremragende. Og bare rolig ─ naturligvis ender Perry Mason som den forsvarsadvokat vi kender. Men der er trængsler på vej til stjernerne.