Anmeldelse

Extraction

 

4½ ud af 5 bangladeshiske banditter

Det her er en af de bedste actionfilm, jeg nogensinde har set. Chris Hemsworth er perfekt i hovedrollen som professionel lejesoldat, der får til opgave at redde sønnen af en fængslet forbryderkonge, som er blevet kidnappet af en rival i millionbyen Dhaka, hvor lovløsheden råder, og både politi og militær er til fals. Det er en ekstremt voldelig gang forfølgelsesvanvid, der kører for fulde omdrejninger i to timer, men det hele er ekstremt godt skruet sammen, og cinematografi, cgi og stunts går smukt og gnidningsfrit op i en højere enhed. Desuden er personerne ikke bare de sædvanlige todimensionale papfigurer, men skildret som sårbare, sammensatte mennesker af kød og blod, som man kan føle noget for. Og hvis man er til spektakulære onetakes, får man virkelig noget for pengene. Det ligner et modent værk, men instruktøren, den tidligere stuntmand Sam Hargrave (koordinator på Avengers-filmene), er faktisk debutant. Bravo, siger jeg bare. Den skal jeg se igen meget snart. Ligger på Netflix.