The Hunt

4½ ud af 5 blodige stilethæle

Forrygende (sp)lattergyser skrevet af Damon Lindelof og instrueret af Craig Zobel ─ et par, der også arbejdede sammen på tv-serien “The Leftovers”. Tolv hinanden ubekendte personer vågner op i en øde lysning og finder ud af, at de er udset til jagtbytte. Af hvem og hvorfor vides ikke umiddelbart.

Filmen har meget høj produktionsværdi og kan kun karakteriseres som gefundenes Fressen for personer med sans for udpenslet grafisk vold. Til gengæld er den givetvis ikke noget for sarte sjæle med aversion mod at se mennesker blive myrdet på nye og interessante måder hvert andet minut. Den uhyggeligt velfortalte historie serveres dog med et stort glimt i øjet, ligesom der også sniger sig en del amerikansk samfundskritik ind. Det går over stok og sten lige indtil slutningen, der får en ekstra Tarantino-skalle.

Hovedrollen som et af de tolv ufrivillige ofre er et gigantisk gennembrud for den lidet kendte Betty Gilpin, der sekunderes af kendisser som Hilary Swank, Amy Madigan og Emma Roberts.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *