Greta

3½ ud af 5 Liszt-kompositioner

Den irske instruktør Neil Jordan lever ikke altid op til de høje forventninger, han i sin tid gav mig med “The Company of Wolves”, “Mona Lisa” og “The Crying Game”, men jeg har altid set hans film, senest vampyrhistorien “Byzantium” fra 2012, der var hans sidste, før han kastede sig over tv-serien “The Borgias”, og nu er han så tilbage. Originaltitlen “Greta” siger ikke så meget som den amerikanske (og danske) “Stalker”, der signalerer B-film, og det er præcis, hvad det er, selv om den formentlig ikke har været billig at lave, hvis man skal komme med et gæt ud fra den lækre billedside og de fremragende skuespillere, der er med. Jeg taler først og fremmest om titelrolleindehaveren Isabelle Huppert, som vi normalt kun ser i seriøse film, men også Stephen Rea, der var oscarnomineret  for sin indsats i Jordans “Crying Game”, er med i en mindre rolle. Men altså … det her ER en kulørt stalkerhistorie a la “Fatal Attraction”, og det er der naturligvis ikke noget galt ved. En ung kvinde, spillet af Chloë Grace Moretz, som netop har mistet sin mor, finder i metroen en taske, der viser sig at tilhøre en ældre dame (Huppert), og der opstår et … lad os sige usundt forhold imellem dem. Og så røber jeg ikke mere.

Som sagt står klicheerne i kø, men der er et rigtig godt twist midt i filmen, og vi får også lige en overraskelse, der redder det hele, just som man troede, at slutningen var tabt på gulvet. 

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *