2 ud af 5 grønne æbler
Jeg så frem til denne bog efter forfatterens overbevisende debut, Ligblomsten, men blev desværre slemt skuffet. Det er godt nok en kriminalroman, og denne gang er det gudskelov ikke samfundets skyld, men historien er som så mange andre femikrimier snydt ud af hverdagen, og plottet ser også ud til at være lavet hjemme ved køkkenbordet. En skoledeng forsvinder, og politiets store maskine går i gang. Mysteriet viser sig desværre hen ad vejen at være en banal omgang husspektakler pakket ind i blodrøde sild.
Jeg roste Hancocks sprog i den første bog, men denne gang blev jeg irriteret over hendes mange og lidt for smarte chandlerismer og især hendes metaforiske inkvitter: Den unode at bruge ikke-lydlige billedverber i stedet for ytringer: “Ja,” smilede han. “Nej, ” nikkede hun. Det er ulideligt og trækker voldsomt ned i karakterbogen.
Det pæneste, jeg kan sige om denne trætte og kedelige blanding af politireportage og hønsesnak er, at den formentlig vil gøre sig godt som føljeton i Ude og Hjemme.
